Aktive medarbejdere

Umiddelbart kunne man jo tro, at overskiften henviser til en chef, der gerne vil sikre effektivitet og derfor er på jagt efter passive medarbejdere i sin organisation så han han enten kan fyre op under dem eller fyre dem…

I virkeligheden henvises til de mange virksomher, chefer og HR-ansvarlige, som af en eller anden grund tror/synes/mener at passive mennesker er mere værd og mere relevante og mere attraktive end aktive mennesker. Jobannoncemedier med begrænset effekt (først og fremmest aviserne, men også nogle mindre effektive online jobdatabaser) har med en vis succes fået bildt en masse mennesker ind, at det er vigtigt at ramme de passive jobsøgende når man skal finde nye medarbejdere. Den underliggende præmis, er at de dygtige og attraktive kandidater allerede har et godt job, hvor de er tilfredse med løn, arbejdsopgaver, udviklingsmuligheder, ledelsen etc. etc. og derfor ikke søger nye udfordringer.

Holder den hypotese vand? Næppe! Adskillige analyser viser, at rigtigt mange ikke er tilfredse med alle forhold i deres nuværende job. På worlkifepartners.dk fandt jeg flg. lille udpluk fra en analyse som ASE har gennemført:

“JOBSKIFTE PÅ GRUND AF UTILFREDSHED

Årsagerne til jobskifte skal findes i det psykiske arbejdsmiljø, viser en analyse fra ASE. De vigtigste grunde til, at medarbejdere vælger at søge nyt job er utilfredshed med opgaverne og ledelsen.

Over halvdelen af lønmodtagerne skifter job på grund af kedelige arbejdsopgaver og utilfredshed med cheferne. Først på en tredjeplads dukker utilfredshed med lønnen op som årsag til, at man ønsker et jobskifte. Det fremgår af en ny analyse fra ASE.

Ansatte prioriterer opgaver højere end løn

446 lønmodtagere er blandt andet blevet spurgt, hvad årsagen er til, at de søger nyt job. Heraf svarer hele 57 %, at de ikke finder arbejdsopgaverne spændende nok, mens 54 % er utilfredse med ledelsesstilen. Under halvdelen, nemlig 46 %, søger nyt job på grund af utilfredshed med lønniveauet.

Men løn betyder mere det nye sted

Men prioriteringerne er anderledes, når lønmodtageren bliver spurgt, om hvad de vægter ved den nye arbejdsplads. Så bliver lønniveauet lige så vigtig som ledelsesstilen. Højst prioriteret er fortsat spændende arbejdsopgaver.”

En hypotese som er mindst ligeså holdbar som “de passive er bedre” kunne være, at netop de dygtigste også er de mest ambitiøse, videbegærlige fremadstræbende mennesker, som ikke lader sig nøjes med det næstbedste. Hvis dette holder stik, så kunne man godt tænke den tanke, at de passive – altså dem, der ikke aktivt søger nye udfordringer – i virkeligheden er de sløve og uambitiøse, der blot tilpasser sig og lader sig nøjes med noget, der ikke er optimalt – og de er heller ikke de dygtigste! Fred være med dem – det må de jo om. Men er det den type medarbejdere du ønsker i din organisation? Vil du ikke hellere have de ambitiøse, de dygtige og dem, der stiller høje krav til sig selv og deres omgivelser? Det vil jeg i hverttilfælde. Det er jo den type medarbejdere, der sikrer udvikling og fremgang i en virksomhed. En, der kan udfordre og stille svære spørgsmål, en der ikke tror på “sådan plejer vi at gøre”, en der er nysgerrig og ambitiøs. En klog mand sagde engang, at den rationelle man tilpasser sig verden og verden tilpasser sig den utilpassede (husker ikke hvem, men hvis du ved det så giv mig et praj).

Lad os tage et eksempel fra den virkelige verden. Et museum i Jylland søger en ny medarbejder – en kunstpædagog. Meget snævert og specialiseret job. Er det nu bedst at ramme bredt blandt f.eks. læserne af en søndagsavis og så håbe på at en eller flere af dem synes, at dette lyder lige præcis som noget for dem eller skal man hellere satse på at blive set af en lille snæver gruppe, som specfikt har ledt efter job med netop dette indhold/af denne karakter? Hvilken af metoder tror du virker bedst? Lad os nu antage at blandt de tilfældige læsere af avisen, er der faktisk et par kunstpædagoger. De har egentlig ikke tænkt på at søge job – de har det jo fint hvor de er. Vil de så lade sig friste af en jobannonce? Måske. Hvis vi antager at de gør og at de rent faktisk sender en ansøgning – hvordan vil de kandidater så klare i konkurrencen med de to til tre fokuserede og målrettede kandidater, som selv aktivt har fundet frem til jobbet og hvor deres motivation er drevet af ønsket om at prøve nye områder, udvikle sig og være nysgerrig?

Umiddelbart synes jeg svarene er entydige og nemme at forstå, men hvorfor i alverden er der så al den hype omkring “passive jobsøgere” og en tyrkertro på at de skulle være bedre end andre. Jeg kan ikke se det, men måske du kan overbevise mig?

Image: Ambro / FreeDigitalPhotos.net