Har du modet eller driver du Pizza Management?

Henrik Christensen


Skal det nu også kræve mod at være leder? Ja, det skal det!

Som leder skal du være modig nok til at turde træffe beslutninger – også de upopulære. Det er nemt nok at være leder når alt går godt. En overgang talte man om Pizza Management i dotcom-branchen. Det var den type ledelse, der handlede om at udbryde “godt gået drenge, vi skal lige have de sidste detaljer med - jeg bestiller pizza!” når medarbejderne sad sent om aftenen og kæmpede med at få en website færdig, levere de sidste varer eller hvad de nu var beskæftigede med. Selv de mest inkompetente chefer (ja, chefer, ikke ledere) kunne have succes med den stil – uanset hvad de gjorde, så gik det jo kun en vej og det var opad. Samtidig skulle de ikke selv betale for pizza’er, det gjorde investorerne jo!

Efter dotcom-nedturen, hvor mange chefer heldigvis måtte vige pladsen for rigtige ledere, var der igen en periode med fuld fart frem. Heldigvis havde mange lært lektien – både chefer og investorer, så Pizza Management fik ikke en så central rolle. Den store nedsmeltning i 2008 og den efterfølgende ‘krise’ har forhåbentligt udryddet de sidste pizza-slides. I en virkelighed, hvor forandring sker med ekspresfart og usikkerheden er enorm, er der for alvor brug for ledere, der kan træffe svære beslutninger. Beslutninger om at skære bort, vælge fra, reducere medarbejderstaben og andre meget svære og tunge beslutninger. Det kræver mod. Personligt mod.

Det gode ved alt dette, er at medarbejderne værdsætter modige ledere. De har stor respekt for en leder, der er i stand til at lytte til input og så træffe sine beslutninger, forklare dem på en ordentlig og ærlig måde og derefter eksekvere på dem. Det er bestemt ikke alle, der er glade for mange af de beslutninger der tages, men på den anden side er det at være leder jo heller ikke en popularitetskonkurrence. En leder behøver ikke være elsket, men det er afgørende at hun er respekteret – også af dem, der er ‘ofre’ for beslutningerne.

Hvor modig er du?

Gør det du er bedst til – eller?

Gør det du er bedst til


“Gør det du er bedst til” er en udtryk, som vi alle kender. For de af os, der har læst økonomi på et eller andet niveau, bringer det tankerne hen på Pareto, bytteforhold og komparative fordele. For alle ikke-økonomer bringer det tankerne hen på en stor dansk bank.

De fleste tager det for givet, at det rent faktisk er fornuftigt, at gøre det man er god til og så lade nogle andre gøre de ting som man er mindre god til, men som de så tilgengæld er gode til. På den måde bliver den samlede produktivitet jo størst mulig. Sådan – end of story.

Eller?

Der er faktisk tilfælde, hvor det er bedst ikke at gøre det man er bedst til. Et tilfælde er når man er leder! Som leder er man ofte bedre til mange ting end de fleste andre – det er der i hverttilfælde mange ledere, der mener. Det betyder, at ledere ofte påtager sig alle de opgaver, som de rent faktisk er gode til – og måske endda ligefrem er bedre til end deres medarbejdere. Det giver tre bivirkninger:

  1. Lederen bliver overbebyrdet med opgaver, får stress og brænder ud. Her er en del af forklaringen på ledere, der arbejder 60-70-80 timer om ugen (og praler med det…)
  2. Medarbejderen går glip af udviklingsmuligheder og kan føle sig overset og måske endda overflødig
  3. Organisationens samlede vækst og udvikling begrænses til det, som lederen er god til

Lederen skal i stedet fokusere på hvad organisationen har brug for at lederen gør. Nogle gange vil det betyde, at lederen skal gøre han ikke er særligt god til – det kunne f.eks. være at delegere… Det betyder naturligvis på den korte bane, at tingene sker lidt langsommere end de ellers ville have gjort, men på den lange bane bringer det udvikling til både lederen og til den medarbejder som så i stedet for den opgave, som lederen undlader at gøre. Det er klart, at medarbejderen ikke skal være helt blank på området men have en tilstrækkelig viden og evne til at kunne lykkes med opgaven.

Ud over at både leder og medarbejder oplever personlig og faglig udvikling, giver det også organisationen som helhed en større fleksibilitet og en samlet større kapacitet. “Gør det du er bedst til” er stadig fornuftigt, blot skal lederen holdes uden for ligningen og i stedet koncentere sig om at få alle andre til at gøre det de er bedst til.

Husk på, at træning og øvelse er forudsætningerne for at blive god til noget. Find dine medarbejders talenter og dyrk dem. Giv medarbejderne mulighed for at træne og blive bedre til at gøre det de er bedst til. Så ender du også med selv at kunne gøre det du er bedst til som leder: at udvikle andre!

Image: renjith krishnan / FreeDigitalPhotos.net

Ledelse i Praksis – teorier, bøger og virkelighed

PreSemiSearch


Det er en gammel vittighed, at Handelshøjskolen i København – nu kaldet CBS – havde et fag kaldet ‘Ledelse i Praksis’. Det er der jo sådan set ikke noget morsomt i som sådan. Det finurlige bestod i, at underviseren var en fastansat – muligvis enddda professor, det husker jeg ikke – som aldrig havde arbejdet med ledelse i en virksomhed, men som udelukkende havde beskæftiget sig intellektuelt med emnet! Muligvis har CBS fået rettet op på denne detalje nu – det må man da håbe for de nye generationers skyld.

Forleden dag stødste jeg så ind i en af mine løbe-kumpaner på Amager Strand. Han var lige ude for at få lidt luft og sol som et lille afbræk i hans eksamenslæsning. Han læser nemlig ‘ledelse’. Det er ikke på CBS og af hensyn til min vens ry og rygte, vil jeg holde skolens navn for mig selv. Bogen, som er kernen i faget, er skrevet af den samme, som er leder af skolen og det er jo i sig selv interessant, men den egentlige pointe er sådan set at indholdet i bogen er så abstrakt og filosofisk, at ingen rigtigt fatter hvad det handler om. Derfor er underviserens største opgave at ‘oversætte’ indholdet til noget, der giver mening. Sådan er det nok bare…

Det fik mig til at tænke over de tonsvis af bøger, som konstant skrives om ledelse. Både i Danmark og i udlandet. Vinklerne på emnet er mangfoldige og rigtigt mange af bøgerne er fyldt med checklister, to-do’s og andre former for ‘hvis du gør det her, så er du/bliver du en god leder’. Men kan man overhovedet lære ledelse fra en bog (eller artikel, podcast, kursus eller lignende)? Det kan man næppe! Ledelse skal læres on-the-job. Ledelse handler jo om at arbejde med andre mennesker og det kræver indsigt i sig selv og i andre og det svære ved dette er, at mennesker ikke er rationelle og at man derfor skal arbejde med fornemmelser, intuition, overbevisninger, fantasi m.m.

Hvorfor så læse alle de bøger og gå på alle de kurser?

Bøger og kurser kan lære dig nogle af teknikker, som kan bruges i ledelsesopgaven. Et godt NLP-kursus kan således give nogle værktøjer til at kommunikere med andre mennesker og en velskrevet bog kan give nogle ideer og vinkler, som du måske ikke selv havde tænkt på. Se på det som at du starter med en tom værktøjskasse. uden på står ‘Ledelse’ men før du kan bruge din værktøjskasse, skal den jo fyldes op med værktøj. Det er vigtigt, at man har det rigtige værktøj – for ham der kun har en hammer, er alt jo søm! Derfor må man vidt omkring, teste forskelligt værktøj og over tid fylde kassen op. Jo mere værktøj (af god kvalitet), jo større sandsynlighed for at man kan løse den forestående opgave hvadenten det handler om søm, skruer, limning eller andet.

Motivation og inspiration er også vigtige grunde til at læse bøger og gå på kursus. På et kursus kan blot det at være sammen med andre i samme situation skabe nye vinkler og perspektiver – man kan sige, at man måske opdager nye måder at bruge en hammer på…

Spil gerne ind med dine erfaringer med ledelse i praksis og værktøjskasser.

“Vi skal være effektive!”

Effektivitet


Ingen kan vel være uenige i ovenstående citat fra en leder. Det er jo effektivitet, der gør os konkurrencedygtige og dermed (forhåbentlig) profitable. Denne historie handler om en lille privat virksomhed med et par håndfulde medarbejdere. Chefen (ja, det er en mere præcis beskrivelse end ‘lederen’) er meget fokuseret på ovenstående effektivitet. Medarbejderne er flittige og passer deres opgaver med omhu. Alle har ‘egne’ opgaver og der er ikke meget gruppearbejde eller overlap.

Én gang om måneden spiser medarbejderne frokost sammen i en times tid – altså mere end de sædvanlige 30 minutter, som deres ansættelsesaftale ellers foreskriver. Denne fælles frokost bruges til at tale om stort og småt – både fagligt og privat. En tiltrængt adspredelse i forhold til den meget individuelle dagligdag. Det er et frirum, der er med til at skabe team-spirit og efterhånden som medarbejderne lærer hinanden bedre at kende, vokser deres respekt for de andres arbejdsopgaver og prioriteringer. Og så skaber det arbejdsglæde! Der bliver altid fortalt vittigheder og grinet til den frokost.

Se nu sker det så, at den månedlige frokost tilfældigvis falder på en helligdag… Medarbejderne er sådan set dygtige og selvstændige nok til selv at se det komme og de rykker derfor frokosten til dagen før den normale ‘månedsfrokostdag’. Alle ser frem til frokosten.

Ind kommer chefen. I en e-mail til alle ansatte gør han opmærksom på, at den nu flyttede fællesfrokost ikke er på ‘månedsfrokostdagen’ og at dette ellers er det aftalte. Han minder om, at det er vigtigt at alle er effektive og han ønsker derefter velbekomme efterfulgt af en opfordrng til fremover ‘at holde datoen’.

Noget tyder på at chefen har misforstået ganske meget. For det første er mailen en direkte motivationsdræber. Frokosten vil nu blive noget afdæmpet fordi alle sidder med en tanke om at de i virkeligheden burde være effektive. Det tegner ikke godt for indsatsernes kvalitet resten af dagen. For det andet kan man ikke måle effektivitet i antal minutter, der arbejdes i forhold til antal minutter, der ikke arbejdes. Det handler jo ikke om hvor meget man arbejder, men hvad man laver mens man arbejder. Det er ingen sag at arbejde både 12 og 20 minutter mere hver dag, men hvis kvalitet eller tempo ikke er i orden, så er det jo uden effekt. For det tredje overser chefen, at arbejdsglæde samt gensidig respekt for hinanden og hinandens arbejsopgaver i høj grad øger effektivteten på den lange bane.

En leder ville have grebet det anderleds an. Han ville selv deltage i frokosten og han ville sikre sig, at den blev en succes ved selv at være åben, spøgefuld og fleksibel mht. om frokosten nu kom til at vare 5 minutter for meget. Han ville i stedet glæde sig over glade medarbejdere, der gik fra frokosten i godt humør og med god energi til at give den en skalle på den korte bane og blive mere effektive på den lange.

Sådan kan man se forskel på den gode leder og den middelmådige chef – gode ledere tænker længere end til i eftermiddag!

Med håbet om at du har nogle gode stunder med dine medarbejdere og kolleger, ønskes du en glæde første sommerdag…

Image: jscreationzs / FreeDigitalPhotos.net

Hvordan beder man en medarbejder om at udføre en opgave?

Hvordan beder man en medarbejder om at udføre en opgave?


Hvordan beder man en medarbejder om at udføre en opgave?

Hvordan beder man en medarbejder om at udføre en opgave?

Spørgsmålet fik jeg forleden af en bekendt, som egentlig selv syntes han er en god leder, men som nogle gange bliver i tvivl om hvorvidt han gør tingene ‘rigtigt’. Bare det at han kommer i tvivl siger mig, at han er på rette spor! Selvsikre, know-it-all typer, der ikke stiller spørgsmålstegn ved sig selv, er næppe gode ledere på lang sigt – de udvikler sig jo ikke. Udvikling for en leder er alfa og omega – man kan kun udvikle andre hvis man udvikler sig selv…

Anyway – spørgsmålet var om man skulle ‘bosse’ sig igennem eller om man skulle spørge ydmygt. Min bekendte stillede de to yderpunkter overfor hinanden, men som i de fleste af livets mange spørgsmål, så ligger svaret ikke i ekstremerne men et eller andet sted mellem disse.

Lad os antage, at den opgave der skal løses er bemanding af en stand på en udstilling. Virksomheden deltager på udstillingen med det formål at skabe nye leads til bearbejdning mhp. et salg af nogle netop introducerede produkter indenfor medicinalindustrien. Salgschefen vil gerne have en af de bedste sælgere til at være ankermand på standen således at han er der i hele udstillingsperioden fra der åbnes om morgenen til der lukkes om aftenen.

Salgschefen siger: “Ole, du skal tage ud på vores stand i morgen og være det faste holdepunkt. Du skal være der senest en halv time før de åbner og regn med, at du kan gå en halv time efter lukketid. Udstillingen varer fra torsdag til søndag og du er på alle dage. Held og lykke og god fornøjelse”.

Se nu gør Ole jo nok hvad han er blevet bedt om, men der er en risiko for at han ikke er helt begejstret – alene fordi han ikke bliver taget med på råd eller lyttet til i det hele taget. Hvad nu hvis salgschefen sagde: “Ole, har du lyst til at tage ud og stå fra morgen til aften alle dage på vores stand?”. Se – nu får Ole jo en invitation til selv at have indflydelse, men hvad nu hvis han siger: “Nej, det har jeg ikke lyst til” eller “Desværre, jeg ville gerne, men jeg kan ikke”. Så er salgschefen kommet i klemme – det er jo svært at komme fra ‘har du lyst til’ og over til ‘du skal’.

Hvad nu hvis salgschefen sagde: “Ole, du er jo vores bedste sælger på de nye produkter og jeg ved, at du er skrap til at styre en messestand. Sidst du var ankermand på en messe slog vi jo vores tidligere salgsrekord med adskillige procent. Jeg vil derfor meget gerne have hvis du vil påtage dig opgaven igen på den messe, der starter på torsdag. Det bedste vil være, hvis du kan både åbne og lukke hver dag – så ved jeg, at der er styr på tingene. Er der noget i din kalender, som jeg i den forbindelse kan hjælpe dig med at få klaret?”

Først bliver Ole strøget lidt med hårene – det er altid rart at høre, at man er den bedste. Så kommer der lidt ros for hvordan han håndterede det sidste gang. Sandsynligheden for at den ros fremkalder billeder fra den tidligere messe i Oles hoved er stor og han er derfor allerede ‘på vej på messe’ rent mentalt. Så kommer selve instruksen – det er ikke et spørgsmål og heller ikke en kommando og endelig kommer så et tilbud om hjælp hvis noget skulle være i vejen.

Jeg tror at Ole vil have det bedst med det sidste eksempel og at han derfor er meget bedre motiveret til at slå salgsrekorden endnu en gang. Hvad tror du?

Image: Ambro / FreeDigitalPhotos.net

Husk at sige tak!


Jeg hørte en historie forleden. En leder stod med en temmelig stor, triviel og manuel opgave: hundredevis af invitationer skulle udsendes som breve – ikke alle skulle have samme indhold. Nogle skulle både have agenda og tilmeldingsblanket, andre skulle kun have selve invitationen. Det siger næsten sig selv, at tiden var knap…

Heldigvis havde denne leder en dygtig og ansvarsfuld sekretær, som hjalp med opgaven. Det tog dem hele dagen, hvor de sammen sorterede, pakkede og frankerede. Sent på eftermiddagen da de var færdige, sade lederen “tusind tak for din hjælp – det var rigtigt dejligt”. Sekretærens reaktion på denne tak var overraskelse – og glæde. Hun gjorde jo bare sit job!

Det er helt utroligt så sjældent man får tak for sin ulejlighed. Det skyldes sandsynligvis at alt for mange ledere tager for meget for givet – “det er jo hans/hendes job!”. Jo tak, men derfor kan man da godt udtrykke sin taknemmelighed for en god indsats. Det koster ikke ikke noget (‘tak er kun et fattigt ord’), men det giver en utrolig effekt. Den, der er blevet takket, føler sig set og værdsat. Lederen får samtidig placeret sig positivt i medarbejderens bevidsthed og sandsynligheden for et positivt svar næste gang man beder om hjælp, er steget ganske betydeligt. Det kan altså ligefrem betale sig at sige tak, så selv hvis man tager sine lederegenskaber og gemmer dem langt væk og kun fokuserer på ‘business’, så er det altså en god ide at sige klar og tydeligt tak.

I et andet indlæg her på Dotcoma.dk har jeg skrevet om ord, der dræber og om kommunikation. Det er hvad vi siger, der betyder noget. Husk, at vi vurderes ikke på vores hensigter og intentioner, men på andres vurdering af vores adfærd! Den måde vi kommunikerer på – det vi siger og udtrykker – er en meget stor del af vores adfærd. Nøglen til god kommunikation kan meget vel være et “Mange tak…”. Det viser en adfærd, hvor andres indsats bemærkes og værdsættes. Der er næsten ikke noget værre end at have udført en opgave godt og med gode resultater for så at blive ‘ignoreret’. Efter selv i mange år at have haft en opfattelse af “hvis alt kører efter en snor, så behøver jeg ikke ‘blande mig’”. Helt forkert – det er jo netop her, jeg skal blande mig med et “Mange tak” eller “Det var flot”.

Med fare for at gøre nogle rigtigt gale i skralden, så kan man sammenligne med opdragelse af hundehvalpe. Man kan vælge en strategi, hvor man straffer hver gang hvalpen tisser på gulvet eller man kan sige “dyyygtiiig” og give en hundekiks, når den ‘siger til’ og vil ud og tisse på gaden eller i haven. Oversat til menneskeledelse, så kan man vælge at gå efter hullerne i osten eller man kan fokusere på at lægge mærke til det positive og sige “tak” (man skal næppe sige “dyyygtiig” til en medarbejder…). Jeg er mere og mere sikker på, at man får mere af den adfærd man bemærker og kommenterer og opmuntrer – så hvorfor ikke gøre det?

Empowerment


Hold op hvor har jeg læst mange bøger og artikler om empowerment. Stort set alle er amerikanske – og det er der en god grund til.

Da jeg første gang besøgte USA tilbage i 1993/1994 var jeg på restaurant med min vært. Jeg var ikke specielt sulten, men var ret opsat på burger! I døren til restauranten bliver vi venligt og smilende modtaget af en pige, som spørger om vi ønsker plads i ryger eller ikke-ryger (ja, der var faktisk en gang hvor man måtte ryge på en restaurant i Califonien). For lige at sikre, at de nu også havde burgere på menuen spurgte jeg hende lige om dette inden vi besluttede os for et bord. Det kunne hun ikke svare på – hun var jo kun ansat til at vise os hen til bordet…

Sådan har jeg sidenhen oplevet mange situationer i USA. Meget højt serviceniveau, masser af mennesker beskæftiget – men meget lidt indhold og slet ikke ud over ‘hvad der står i manualen’.

På den samme tur i 1993/1994 besøgte jeg en af vores amerikanske leverandører. Eftersom jeg var meget fokuseret på logistik, lean (før det hed lean – det hed BPR) og IT blev jeg mildest talt chokeret over hvor manuelt alt foregik i denne virksomhed. De ansatte var dygtige og flittige, men det brugte ufattelig meget tid og mange ressourcer på f.eks. at fakturere – man havde nemlig ikke et lagersystem og en debitordatabase var der heller ikke. Hver faktura blev sådan set håndlavet og gemt i kopi for så senere at blive manuelt talt sammen.  Alle medarbejderne kunne godt se at det var lidt tungt, men sådan var systemet jo bygget op.

En af de ansatte i ‘bogholderiet’ var en ung pige på 22-23 år. For hende var det vigtigt, at komme tidligere end chafen og gå senere end chefen – det var sådan noget, der gav boss-credit. Jeg opdagede hurtigt, at det gjaldt de fleste og resultatet var, at ingen var særligt effektive i løbet af dagen – “det er nemmere at få tingene gjort, når der er mere ro på efter 17″. En anden ting som jeg var overrasket over, var at da vi alle aftalte at gå ud og spise om aftenen, så skulle hun først spørge sin mor om det var OK – det tror jeg meget få 22-23 årige danskere gjorde på det tidspunkt.

Min pointe er, at der er god grund til at empowerment er så hypet i USA. De trænger ganske enkelt til at sætte medarbejderne fri og give dem lov til at tænke selv. Det er noget, som vi i Norden tager fuldstændigt for givet og derfor kan det nogle gange være svært at arbejde med empowerment i Danmark – vi er jo i forvejen så empowered, at chefen nogle gange slet ikke tør/kan/forstår at blande sig.

Motivation

Motivation


Forrige lørdag løb jeg et marathon for mig selv. Helt alene og med rygsækken fyldt op med bananer, frugtstænger og vand. De første 30 km gik rigtigt fint. Så begyndte det at stramme lidt til – både mentalt og fysisk. Ved 35 km gjorde det ondt og de sidste 2 km var godt nok seje. Heldigvis kom Jette mig i møde og fulgte mig det sidste stykke hjem med opmuntrende ord.

I søndags var jeg så med Sparta på Fællestræning. 22 km skulle tilbagelægges sammen med Hold 9 (http://hold-9.dk/). Der var ‘kun’ 72 løbere på holdet den dag – sikkert fordi der både var Griseløb i Nærum og fordi nogle havde misset omstillingen til ‘sommertid’. Normalt er der ca. 100 løbere på holdet. Vel ankommet til Østerbro Stadion efter 2 timer og 15 min. i dejlig solskin, var jeg helt færdig.

Når nu det er så hårdt og det gør så ondt – både mentalt og fysisk, hvorfor så i alverden gøre det? Hvad er egentlig min og alle andre marathon-løberes motivation?

Det er ikke penge! Så vidt jeg ved er der ingen af Spartanerne om søndagen, der får betaling for at møde op. Selv fartholderne, som søndag efter søndag knokler for at trække os rundt, gør det frivilligt. Fair nok -de får noget løbetøj etc., men det er næppe for at få en vindjakke til 300,-/400,- at de løber tusindvis af km gennem hele vinterhalvåret tidligt søndag morgen.

Daniel Pink (http://www.danpink.com/) beskæftiger sig med spørgsmålet om motivation og han har nogle klare holdninger. Motivation kommer fra

  • autonomy
  • mastery
  • purpose

Autonomy handler om uafhængighed og frihed. Retten til at bestemme selv. Når jeg tænker efter, så er det præcis den oplevelse jeg har ved at løbe (langt). Det er mig, der bestemmer – jeg sætter målene, jeg planlægger ruten, det er min vilje (og ikke mine muskler!) der får mig igennem etc. etc.

Mastery er muligheden for at være god til noget, til at mestre en disciplin. Det kræver træning, træning og træning. Det handler også om sejren og i marathon er det sejren over kroppen og ruten – den utrolige fornemmelse af at løbe over målstregen og have ‘gjort det!’.

Purpose er for at give det hele mening. Hvad kommer der ud af det? For mig handler det om at sikre en sund krop og dermed forhåbentlig også et langt og godt liv – derfor løber jeg. Man kan sige at jeg løber for livet!

Men hvad med arbejdslivet? Handler det ikke også om autonomy, mastery og purpose her? Det burde det gøre, men det er langt fra altid sådan. Den mest anvendte motivationsfaktor i arbejdslivet er penge: hvis du gør ‘dette’, så får du x. Noget er ‘langsigtet’ og kaldes løn – den kan så stige mere eller mindre hver 12. måned afhængig af hvor meget af ‘dette’ du har gjort og hvor godt du har gjort det. Andet er kortsigtet og kaldes bonus.

Daniel Pink har en kommentar om bonus: http://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc

Som leder er din fornemmeste opgave at udvikle dine medarbejdere. Første step er at sikre, at de er motiverede. Arbejder du med autonomy, mastery og purpose eller er du bare en ‘forældre-leder’, der deler lommepenge ud i håb om at det virker? I så fald er du selv ude om det!

Ord der dræber!


“Hvad gør vi for at få samme omtale?”

Spørgsmålet er stillet i en e-mail fra en chef til en medarbejder. Chefen har netop læst om en konkurrents fortræffeligheder i Børsen og er lidt ked af/misundelig over ikke selv at være på de farvede sider.

Medarbejderen har rigtigt mange opgaver at varetage og PR aktiviterne er ikke prioriteret højest lige nu.

Ord starter tanker – så hvilke tanker er nu startet i medarbejderens hoved? Er det positive og konstruktive tanker om hvordan PR aktiviterne kan intensiveres eller er det mere ærgelse over at ‘være bagud’? Hvilke tanker er dit hoved når du læser chefens spørgsmål? Står der i virkeligheden: “Hvad har DU IKKE gjort siden vi ikke er i Børsen?”.

En proaktiv, glad og positiv medarbejder vil nok have en tendens til at gå i den positive retning, men vi ved det ikke. Ville det have gjort en forskel hvis chefen havde skrevet: “Jeg ved godt at du har mange ting i gang, men jeg synes også vi fortjener at blive beskrevet i Børsen. Skulle vi prøve sammen at brainstorme lidt på om der er nogle ting vi kan gøre for at opnå det?”?

En negativ og vrangvillig medarbejder vil måske stadig tendere til det negative tankesæt, men sandsynligheden taler for det modsatte. For det første anerkender chefen, at der er meget at lave. Derefter foreslår han en fælles aktivitet – han vil altså også gerne selv være en del af løsningen. Og han holder en dør åben for at det måske ikke er gennemførligt af den ene eller den anden grund.

Som chef og leder skal man være utroligt opmærksom på sine ord. De forkerte ord i det forkerte kontekst kan forårsage umådellig stor skade – også selvom intention var den allerbedste. På samme måde kan omhyggeligt valgte ord skabe en energi, der ikke kan købes for penge.

Hvis du er leder, hvor meget tænker du så over dit ordvalg? Og dit tonefald og kropssprog? Du ved det jo sådan set godt, men hvordan praktiserer du det?

Det er også værd at tænke over sin brug af e-mail i forhold til den personlige ‘levende’ dialog. I en e-mail er al kropssprog og tonefald væk og kun ordene er tilbage. Det gør det meget svært at forstå konteksten og skaber mulighed for misforståelser. Hvis chefen var gået ind til medarbejderen med Børsen i hånden og sagt: “Hvad gør vi for at få samme omtale?” og samtidig havde smillet og haft et ‘muntert’ tonefald, så kunne man nok godt regne med at intentionen var den positive. Omvendt kunne han smide avisen på bordet og vrisse spørgsmålet – så ville man heller ikke være i tvivl.

Brugen af smileys i e-mail er i øvrigt et forsøg på at kompensere for den informationsreduktion der sker i en e-mail og det er da nok bedre end ingenting. Det vil dog næppe overgå værdien af den pesonlige dialog ansigt til ansigt og derfor børe man som leder prioritere denne over e-mail – i hverttilfælde hvis der er tale om budskaber, hvor intentionen kan drages i tvivl af modtageren.

Comments?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...