Dotcoma

Efter tragedien i Norge i sidste måned stod danske politikere i kø for at lave nye regler om hvad man måtte sige hvor, hvem der må købe gødning etc. etc. Det er efterhånden blevet en standardreaktion hos vores politikere, at så snart noget ubehageligt sker, så skal der laves nye regler. Desværre er det ikke kun politikerne, der hopper på den vogn. Rigtigt mange ledere er også rigtigt dygtige til at opfinde nye regler. Oplever man f.eks. udfordringer med en medarbejder, der har svært ved at styre sine mødetider, så laver man regler for at alle skal møde på et eller andet bestemt tidspunkt og melder den regel bredt ud. Er der medarbejdere, der holder lidt for mange og lange rygepauser, så bliver der lavet regler for hvor mange cigaretter man må ryge pr. dag og hvor lang tid en rygepause med være – og så fremdeles. Hånden på hjertet: hvor mange af den salgs eksempler kan du selv nævne?

Hvad er det egentlig der sker her? Der er i høj grad tale om en afstandtagende og en upersonlig ledelsesstil. Ægte personlig ledelse ville jo betyde, at man tager fat i den enkelte medarbejder, der ikke an styre sine rygepauser og siger: “Ved du hvad? Jeg er ikke helt tilfreds med den måde du administrerer din tid på. Jeg vil meget gerne have, at du begrænser dine rygepauser til et minimum og at du holder fokus på dine arbejdsopgaver”. Ærlig snak, direkte og personligt til den medarbejder som er ‘problemet’ i stedet for at belemre andre med stive regler, der både skal håndhæves og ajourføres. I langt de fleste tilfælde medarbejderen forstå budskabet og rette ind og så er problemet løst. Skulle det vise sig, at der skal andre argumenter til, så må lederen jo stramme retorikken – men stadig ærligt, direkte og personligt til medarbejderen. Det kræver mod og rygrad hos lederen og det er måske forklaringen – alt for mange ledere er for svage og ikke dygtige nok til at lede andre mennesker.

Ud over at regler skal håndhæves og holdes ajour, hvilket klart er ressourcekrævende, så har regler også en tendens til at skabe krav. Er der f.eks. en regel om 3 rygepauser á 7 min. og en kaffepause á 20 min. pr. dag, så vil alle (også ikke-rygerne) hurtigt opfatte dette som en hævdvunden ret og insistere på at holde alle ‘deres’ pauser – uanset om de har lyst eller om det er hensigtsmæssigt. Næste gang du er i et supermarked, hvor kassemedarbejderen råber til sin kollega, at hun lukker sin kasse for at gå til pause selvom køen til kasserne er alen lange – så ved du hvorfor!

Ledelse skal baseres på værdier. Den skal være personlig og direkte og bygges på sund fornuft. Dialog og felksibilitet er vejen frem. Nogle dage er der sindsygt travlt og så knokler man på og andre dage er helt døde – så kan man holde lange pauser, gå tidligere eller lave nogle helt andre ting.

Mine tre regler er enkle:

1. gør kunden til en ambassadør, dvs. sørg for at give en service, der gør at kunden vil anbefale dig til andre
2. vær en god kollega, dvs. hjælp dine kolleger – tænk ikke kun på dig selv
3. hav øje for at det handler om forretning, dvs. bundlinien skal være positiv

Hvis man som medarbejder sørger for at have disse tre regler med i alle sine beslutninger, dispositioner og handlinger så kan det ikke gå helt galt. Måske skal man supplere med en 4. regel: hvis du træffer en forkert beslutning, så er det OK men du skal kunne argumentere for hvorfor du traf den baseret på de tre første regler!

Og så lige tilbage til politikerne. Naturligvis giver det ikke mening, at tage en direkte og personlig samtale med en terrorist, men vi vores retssystem til at tage sig af den slags. Enkeltstående personer uden for pædagogisk rækkevidde kan man aldrig tale tilfornuft, men som politiker må man forstå at man ikke skal benytte ekstremme enkelttilfælde til at generealisere ud fra ligesom en politiker ikke skal blande sig i alt – endsige ikke have en mening om.

Image: renjith krishnan / FreeDigitalPhotos.net